Multifunktionelle produkter
Ovenpå hvad der føles som nogle kaotiske år, har vi brug for enkelhed. Overskuelighed. Ro.
Det kommer til udtryk i produkter med minimalistisk emballage, letforståelige ingredienser, enkle fremgangsmåder og flere funktioner.
Mange ønsker at sige farvel til de proppede badeværelseshylder, skabene der bugner og rækker af produkter, der står og samler støv. Vi vil have lys, luft, rene overflader og enkle gedigne produkter, som kan opfylde flere behov.
Eksempelvis en gennemfugtende, antioxidant-rig og stimulerende fugtmist. Den kan bruges som fugtgiver under og over hudplejen, blandes i rens, scrubs eller peeling powder for en skræddersyet eksfoliering. Den kan bruges som kølende aftersun, ved hedeture eller tør hovedbund. Eller den kan fiksere makeuppen, opfriske huden i dagens løb eller lave en fint fugtlag på håndryggene, inden man smører dem med en federe creme.
Et andet godt bud er en god fed balm eller butter. Den bliver smeltende blød ved kontakt med kropsvarmen, hvilket gør den let at arbejde med og meget alsidig. Den er god til fugtig hud efter badet, til massage, til tørre negle og neglebånd, fantastisk til tørre knæ og albuer, sprukne hæle og tørre læber.
Ned i kroppen
Ud af hovedet… Forbrugerne trænger til, ja nærmest længes efter, at falde til ro, mærke omsorg og føle velvære. Det ser ud som om 2023 kunne byde på en tilbagevenden til klassiske kropsbehandlinger og gode gammeldags massager, hvor kroppen kan afspændes og sindet finde hvile.
Selvom kroppen oftest er gemt væk under vores tøj, så giver det alligevel god mening at pleje den kærligt. Vi er trætte, vores kroppe er udmattede og flere års kollektivt stress har sat sig som myoser, spændinger og uro i os alle. Mange slås med anspændthed, søvnmangel og bekymringer, der fylder.
En kropsbehandling er en ret unik måde at overgive sin krop i hænderne på et andet menneske, en person man stoler på og som vil en det godt. Og fokus er knapt så meget på en æstetisk og visuel forbedring, men mere på at finde afslapning, hvile og nydelse.
Skab fokus på kroppen med enkle kropsbehandlinger, et væld af massager og dejlige produkter, til kroppen, som kunden kan tage med hjem og skabe et kærligt og plejende ritual. Gode bud er body butter, næringsrige cremer, gua sha, cuppingsæt, badesalt og æterisk olie.
Farvel til hud-stress
Hudproblemer i form af akne, udbrud, rosacea, pigmentering, tørre pletter, grove porer osv. skal på ingen måde bagatelliseres. Tag dine kunders bekymringer dybt seriøst, lyt og giv dem den allerbedste pleje og de bedste råd du kan.
Men. En betydelig følgesvend til hudproblemer er bekymringer om hudproblemerne! Og dem er der ingen, der har glæde eller gavn af. Vi behandlere kan med meget stor fordel hjælpe vores kunder med det mentale aspekt af en kundes udfordring med deres hud. Og dit vigtigste redskab kan ligge i én enkelt sætning.
”Det er jeg set masser af gange før, du er ikke alene.”
Det kan gøre en verden til forskel, at man ikke føler sig alene med sit problem. Og ofte vil du jo rent faktisk have set vedkommendes hudtilstand mange gange før. Uanset hvad folk døjer med, så gør det med garanti sagen værre at føle skyld eller skam over det. Og stress kan jo faktisk forværre en given hudtilstand.
Så hjælp kunden med at få skuldrene ned på plads og forklar, at perfekt hud er en sjælden enhjørning i vores branche. Langt de fleste slås med et eller andet, de ønsker anderledes. Og et vigtigt skridt på vejen til bedring er at stoppe med at bebrejde sig selv.
Hudbarrieren i fokus
Fremfor at pace huden, eksfoliere den til ukendelighed (og rødme, tørre pletter og irritation, tbh) og forvente perfekt hud på ingen tid, så byder tidens hudtendenser på en lidt mere hudkærlig, tålmodig og omsorgsfuld tilgang til huden.
Nærmere bestemt hudbarrieren, der er et lag af døde hudceller og naturlige olier, samt en masse gode bakterier, der tilsammen passer på hudens velbefindende. Man kan sige, at huden beskytter vores krop, hudbarrieren beskytter vores hud. Men netop fordi hudbarrieren består af døde hudceller og fedtstof, så kan det lyde fristende at give den en ordentlig omgang med syrer, peelinger, scrubs, svampe osv.
Og der er ikke lagt op til et endeligt farvel omsorgsfuld eksfoliering. Men hvis hudbarrieren for ofte og for heftigt kompromitteres, vaskes, skrubbes, peeles og syrebehandles, så bliver det altså for meget af det gode. Huden kan slå fra sig ved at udvikle rødme, svie, voldsom tørhed, udbrud, perioral dermatitis, en brændende fornemmelse, øget sensitivitet og meget andet.
Tendensen peger på en mere skånsom og tålmodig omgang med hudens beskyttende lag; det vil sige længere pauser mellem peelinger, mere næring i hudplejen og et større fokus på at tilføre mere end man fjerner. Og så er produkter med pre-, pro- og postbiotika oplagte i styrkelsen af hudens barriere.